Naturmælk

 

naturmaelk

 

Fra 1987 omlagde et stort antal af de sønderjyske landmænd deres produktion til økologisk brug. En gruppe af disse landmænd købte Broderup Mejeri, et nedlagt mejeri, der lå syd for Tinglev i Sønderjylland, og 1. maj 1994 blev det økologiske andelsmejeri NATURMÆLK stiftet. Arbejdsfilosofi bag andelsmejeriet bygger på følgende indianske læresætning: ” Vi har ikke arvet jorden efter vore fædre, men lånt den af vore børn.”
 
Et lille selvstændigt økologisk andelsmejeri
NATURMÆLK er et lille selvstændigt økologisk andelsmejeri med udgangspunkt i den oprindelige andelstanke om medindflydelse og nærhed. Fra ko til karton behandles den økologiske mælk så skånsomt som overhovedet muligt. Mælken afhentes i gammeldags tankvogne med langsomme indvejningspumper, og under forarbejdning på mejeriet fastholdes den skånsomme og langsomme behandling. Når den økologiske mælk behandles skånsomt, så bevares den naturlige fedtstruktur, og resultatet bliver et homogent kvalitetsprodukt, der blot skal omrystes inden brug.
 
Mejeribrugets Gourmetpris
NATURMÆLK producerer de fleste former for mejeriprodukter lige fra økologisk mælk, yoghurt og smør til gode oste. Deres fokus på udelukkende at producere kvalitetsprodukter bar i efteråret 2007 frugt, da NATURMÆLK vandt Mejeribrugets Gourmetpris for deres høost. Høosten skal i 2009 lanceres i detailhandlen.

 

Læs mere på: www.naturmaelk.dk